Nogen gange er det virkelig rart, når aftensmaden passer sig selv…
I dag stod menuen på helstegt kalkunbryst med bagte persillerødder, samt en salat med rester af grønne bønner fra i går, æbler, kerner og en mild sennepsdressing
Til 4 personer brugte jeg følgende
- 1 helt kalkunbryst (ca. 600-800 gr.)
- 8 stk. mellemstore persillerødder
- 2 stk. små løg (jeg brugte skalotteløg)
- 4 fed hvidløg
- en håndfuld friske krydderurter (jeg brugte rosmarin, men det kunne også være timian eller persille)
- Lidt olie
- Salt og peber
Bønne/Æble salat
- ca. 300 gr. kogte, grønne bønner
- 2 stk. gode sprøde æbler
- 1 dl. solsikkekerner
- en håndfuld persille
- 1 rødløg
- 1/2 dl. olie
- 2 spsk. hvidvinseddike
- 1 tsk. dijonsennep
- 1 tsk. akaciehonning (evt. agavesirup)
- salt og peber
Fremgangsmåde
Brun kalkunbrystet af på en varm pande. Krydr med salt og peber.
Skræl persillerødderne og skær dem ud i grove stave. Læg dem i bunden af et fad smurt med lidt olie. Pil løg og hvidløg, skær dem groft ud og drys dem over persillerødderne.
Fordel friske krydderurter herover og krydr med salt og peber..
Lav en fordybning i midten og læg kalkunbrystet heri. Steg i en forvarmet ovn ved 170 grader i ca. en time…
(det kunne også sagtens være 2 timer ved 140-150 grader)
Bønne / Æblesalat
Flæk bønnerne på langs og kom dem i en skål. Pil rødløget og skær det i super tynde skiver. Kom løget op til bønnerne.
Lav en dressing af olie, eddike, sennep, honning, salt og peber pisk eller ryst den godt sammen og hæld den over løg og bønner -vend det godt rundt og lad det trække, imens solsikkekernerne ristes gyldne på en varm, tør pande, æblerne skæres i super tynde skiver (evt. med mandolin) og persillen hakkes fint.
Lige inden servering kommes æbler, samt 2/3 af kerner og persille i skålen med bønner og vendes godt rundt. Anret på fad/tallerken/i skål og drys herefter de sidste kerner og persille over, samt krydr med friskkværnet peber.