Herhjemme elsker vi kanelsnegle eller “snurre-rundt-kager”, som en af drengene kalder dem.
Til 12 store snegle brugte jeg følgende
Dej:
- 30 gr. gær
- 100 gr. smør
- 2 dl. mælk
- 2 stk. æg
- 2 spsk. rørsukker
- korn fra 1 vanilliestang
- 1/2 tsk. salt
- 1 tsk. kardemomme
- ca. 1 l. mel (jeg plejer at bruge 2 dl. groft, som fuldkornshvedemel/ grahamsmel og 8 dl. alm.)
*Mængden af mel kan godt variere.. Prøv dig frem -dejen skal være glat og smidig
Remonce:
- 150 gr. blødt smør
- 150 gr. rørsukker
- 50 gr. brun farin
- 2 tsk. kanel
Fremgangsmåde
Smelt smørret og tilsæt mælk. Rør til “lillefinger-lunt” (ca. 37 gr.) og tilsæt gær, der røres godt ud.
Tilsæt nu alle ingredienser, bortset fra salt og mel. Røres godt ud. Nu tilsættes salt og melen tilføres lidt af gangen. Når dejen er æltet godt igennem og smidig, sættes den til hævning et lunt sted i 1 times tid.
Bland alle ingredienser til remonce.
Når dejen er hævet, kommes den på et meldrysset bord og rulles ud til en stor firkant. Fordel remoncen over hele dejen og rul nu sammen, så du til sidst har en lang “pølse”.
Del på midten og skær 6 lige store stykker på hver side.
Fold “snippen” ind under sneglen, giv den et let tryk og sæt den på eb bageplade med papir. Det gør ikke noget at sneglene står lidt tæt. Sæt dem nu til efterhævning i 30 min. og bag herefter i midten af en 180 gr. forvarmet ovn i ca. 17-20 min.
*Hvis de begynder at “poppe op” i midten, kan du lægge en bageplade ovenpå de sidste 5-7 min. af bagningen.
Køl ned, pynt med glasur og servér -de er bedst samme dag, men egner sig også udmærket til frysning