Let og lækker salat. Perfekt tilbehør til grillmad.
Til 4 personer brugte jeg følgende
- 1 stk. lille spidskål
- 4 stk. mellmstore gulerødder
- 1 bdt. radiser
- 1 håndfuld ærter (frost eller friskbælget)
- 1 håndfuld persille
- 3 spsk. creme fraiche 18%
- 2 spsk. sødmælksrygeost
- 1 tsk. dijonsennep
- 1/2 citron (saften)
- Salt og peber
Fremgangsmåde
Spidskål skylles, skæres i kvarte og skæres i strimler. Drys med lidt salt og tilsæt saften fra den halve citron. Knug kålen og sæt den til side.
Gulerødder skrælles og rives groft eller skæres i tynde bånd på mandolin. Ærter bælges og blancheres et kort øjeblik (ca. 10 sek.) køles af og dryppes fri for vand.
Radiser rengøres og skæres på langs i kvarte eller halve, alt efter størrelsen. Persillen skylles og hakkes.
Rør en dressing af creme fraiche, rygeost og sennep (ønsker du en mere fed creme, kan 1 spsk. creme fraiche erstattes af 1 spsk. god mayo).
Smag til med salt og peber.
Alle grøntsager vendes i dressingen (gem evt. lidt ærter og friskhakket persille til pynt) smag til igen og servér.