Appelsinsalat…
Til en let og lækker frokost -tilføj evt. røget fisk/ ristet kylling.
Eller spis den som tilbehør til aftensmaden. God retter med gris, fisk eller fjerkræ.
Til 2 personer brugte jeg følgende
- 1 håndfuld salat (brug hvad du har. Jeg brugte feld- og ærtesalat)
- 2 stk. appelsiner
- 2 stk. blodappelsiner
- 1 håndfuld granatæblekerner
- 1 håndfuld blåbær
- 1 spsk. honning
- 1 spsk. hvidvinseddike
- 1 spsk. olie (evt. sesamolie)
- 1 drys sort sesam (brug bare alm. sesam)
- Salt og peber
Fremgangsmåde
Salaten skylles grundigt og slynges (eller rystes godt og dryppes af på et klæde). Plukkes i passende stykker.
Skallen skæres af appelsinerne, hvorefter du kan skære fine fileter, ved at skære med en skarp kniv imellem lamellerne. Se evt. hvordan her . Pres saften af den resterende del af appelsinen og rør en dressing med appelsinsaft, honning, olie og eddike. Smag til med salt og peber.
Blåbær skylles og granatæblekernerne tages forsigtigt ud af skallen og befries for hvide hinder.
Anret salaten i fad/skål og fordel appelsinfileter, granatæblekerner og blåbær over salaten.
Til sidst fordeler du halvdelen af dressingen over salaten og drysser med sesam. Velbekomme.