Kyllingesalat…
Min mand klager indimellem over, at han ikke kan blive mæt af salat, så jeg tilføjer gerne en masse protein til salaten. I denne salat er der både protein i form af kylling, men kikærterne er også spækket med protein og det giver altså en rigtig god mæthedsfornemmelse.
Til 2 personer brugte jeg følgende
- 1 stort eller 2 små kyllingebryster
- 1/2 glas grillede artiskokker i olie (gem olien)
- en håndfuld sorte kalamataoliven (brug dem du kan lide)
- en håndfuld babyspinatblade
- 1 lille hoved hjertesalat
- 1 ds. kogte kikærter (skyllet grundigt. Hvis du selv skal koge, skal du huske at sætte dem i blød dagen før)
- ca. 60 gr. parmesan
- 2 stk. tomater
- 1 skalotteløg
- 1 tsk. dijonsennep
- lidt citronsaft
- lidt hvidvinseddike
Fremgangsmåde
Salat og spinat skylles grundigt og slynges (eller rystes godt og dryppes af på et klæde). Kyllingebryst steges helt og skæres i passende stykker eller skæres i strimler og steges gyldent på en varm pande. Tomaterne skæres i fine både, skalotteløg i tynde ringe og parmesanen rives groft.
Tag artiskokkerne op af glasset.
Lav en dressing af 1 tsk. dijonsennep, der røres med lidt citronsaft og ca. 1 spsk. hvidvinseddike. Pisk godt og tilsæt enten 1/2 dl. af olien fra artiskokkerne eller anden olie. pisk igen og smag til med salt og groftkværnet peber.
Salaten plukkes i mundrette stykker og kommes i en stor skål sammen med spinat, kikærter, løg, oliven, tomat, kylling og halvdelen af parmesanosten. Tilsæt halvdelen af dressingen og vend salaten forsigtigt rundt.
Anret nu på fad eller i skål. Fordel artiskokkerne og resten af parmesanosten over salaten og krydr med lidt ekstra friskkværnet peber.
Giv evt. salaten et grønt drys af persille, purløg, kørvel ell. lign.
Salaten serveres straks med resten af dressingen ved siden af 🙂