Drømmer mig tilbage til sommerferien under sydens sol…
Panzanella – Italiensk Brødsalat
Jeg tror, at der er lige så mange forskellige opskrifter på panzanella, som der er Italienske mamas… Men her er min version -i hvert fald sådan som den lige blev i dag
Til 4 personer brugte jeg følgende
- 1 stykke daggammelt brød -helst med en god, sej skorpe.
- ca. 350 gr. tomater -gerne forskellige slags
- 2 stk. grillede peberfrugter (opskrift findes andet sted på siden)
- 1 rødløg
- 1 lille håndfuld capers
- 2 fed hvidløg
- ca. 1 dl. friskrevet parmesan
- 1 håndfuld friske basilikumblade
- En god sjat olivenolie
- 1/2 dl. hvidvin-(eller rødvins) eddike.
- salt og friskkværnet peber.
(havde jeg haft et par ansjoser, havde jeg også puttet dem i)
Fremgangsmåde
Brødet brydes i mundrette stykker og kommes i en skål. Hvidløg presses/hakkes fint og fordeles over brødet. Skær løget i tynde skiver og læg det ned til brødet.
Stænk nu brød og løg med eddike og kom en generøs sjat olivenolie henover. Krydr. med salt og friskkværnet peber. Vend det godt sammen og lad det stå og trække imens du gør de andre ting klar.
Tomaterne skæres i grove tern (har man evt. nogle syltede tomater -opskrift findes også andet sted på siden- kom da dem i også). Grillede peberfrugter rives i mindre stykker og blandes med tomaterne. Tilsæt capers og friskrevet parmesan, samt de friskplukkede basilikumblade.
Vend det hele sammen og kom nu brødet op i tomaterne og vend forsigtigt rundt igen. Lad salaten trækker 5-10 min før servering.
Anret på fad/tallerken og krydr med friskkværnet peber lige inden serveringen
Salaten passer rigtig godt til fx lasagne og er super som tilbehør til grillmaden om sommeren