Græskarsuppe -en lækker efterårsklassiker…
Denne skønne suppe er virkelig et hit herhjemme, når efteråret melder sin ankomst.
Det er nem, sund, mættende og billig aftensmad og så har suppen simpelthen den skønneste orange farve.
Til 2 personer brugte jeg følgende
- 1 stk. Hokkaidogræskar
- 1 håndfuld timiankviste
- 4 fed Hvidløg
- lidt olivenolie
- 2 stk. Skalotteløg
- 1 stk. rød chili
- 8 dl. hønsebouillon
- 2 dl. kaffefløde
- evt. lidt citronsaft.
- 1 dl. græskarkerner
- salt og peber
Fremgangsmåde
Skræl græskarret, skær det over og tag kernerne ud (de kan evt tørres og ristes) Skær græskarret i grove stykker, læg dem i smurt bradepande sammen med hvidløg og timian, stænk med lidt olie og bag dem i en 220 gr. forvarmet ovn i 20 min.
Imens klargøres skalotteløg og chili, der skæres ud i grove stykker. Rist græskarkernerne på en tør hed pande og krydr med salt.
Når græskarstykkerne er færdige, varmes en tykbundet gryde. Tilsæt olie og sautér skalotteløg og chili. Herefter tilsættes græskarstykker, hvidløg og timian. Rist det hele godt igennem. Tilsæt hønsebouillon, kog ca. 10 min. tilsæt fløde, kog op igen og blend nu suppen grundigt i blender, til den er helt glat.
Sigt suppen tilbage i gryden og varm den igennem under omrøring. Smag til med salt, peber og evt. en smule friskpresset citronsaft.
Servér suppen med en klat skyr/creme fraiche/flødeskum og ristede græskarkerner