Hjemmelavet rødvinssauce – perfekt tilbehør til en god bøf eller steg!
Fremgangsmåde
Kom olivenolie i en tykbundet gryde. Når olien er varm tilsættes hakkede skalotter og de sauteres under omrøring, indtil de så småt begynder at blive gyldne. Krydr med lidt friskkværnet peber.
Tilsæt nu hvidløg og timiankviste og sautér igen et par minutter, uden løgene tager en masse farve.
Tilsæt balsamico og lad det reducere, indtil det har næsten sirupsagtig konsistens. Herefter tilsættes rødvin. Lad saucen simre videre, indtil der kun er 1/3 tilbage.
Tilsæt nu fond og bring saucen i kog. Herefter skrues ned for varmen og saucen simrer nu indtil der er ca. 3 dl. tilbage. Fjern timiankvisten.
Til sidst “monteres” saucen med smør -hvilket vil sige, at de små smørtern piskes ud i saucen lidt af gangen. Det er vigtigt, at man ikke bringer saucen i kog igen efter den er monteret med smør.
Smag saucen til og tilsæt evt. lidt stegesky fra det kød saucen skal servers til.
Dette er en kraftig sauce, hvilket gør at man ikke regner lige så store mængder pr. person, som man normalt gør med sauce 🙂