Tagine med Kalkun & Cous Cous…
En tagine er i princippet bare en nordafrikansk stegeso.
Ideel til simremad..
Til 4 personer brugte jeg følgende
- 600 gr. kalkun (kunne også have været kylling)
- 2 små løg
- 3 fed hvidløg
- 10 modne cocktailtomater
- 1 dåse hakkede tomater
- 1/2 chili (eller en hel, hvis man vil have det spicy)
- 1-2 stjerneanis
- 2 laurbærblade
- lidt safran
- 1 tsk. stødt ingefær
- 1 tsk. kanel
- 1 tsk. stødt spidskommen
- 1 håndfuld frisk koriander
- 1 håndfuld mandler (hakkes groft og steges gyldne på en tør pande)
- 5-6 dadler i tern
- 1 lime (saften)
- olie og smør til stegning
Fremgangsmåde
Hak løg, hvidløg, chili og halvdelen af den friske koriander.
Varm taginen/stegesoen/stegegryden godt op og tilsæt 2 spsk. smør og den tilsvarende mængde olie.
Tilsæt nu løgende og lad dem simre til de er bløde og blanke. De skal ikke tage farve. Tilsæt nu alle krydderierne og rist dem med. Herefter tilsættes chili, koriander, samt tomater i grove tern (kun de friske).
Når tomaterne er varmet godt igennem, tilsættes de hakkede tomater fra dåse, endnu engang koges det hele godt igennem. Tilsæt nu kalkun i grove tern, vend godt rundt og lad kalkunen koge mør, sammen med tomaterne, under låg, ved moderat varme. Sørg for at røre indimellem..
Efter ca. 30 min. tages kalkunstykkerne op, dadlerne tilsættes og tomatsaucen koges fortsat stille og roligt ind ved svag varme indtil den når en ensartet lidt fastere konsistens. Smag nu til med friskpresset limesaft, salt og friskkværnet peber, kom kalkunstykkerne tilbage i saucen og varm godt igennem. (fjern evt. laurbærblade og stjerneanis) og drys med grofthakkede, ristede mandler og resten af den friskhakkede koriander inden servering.
Cous Cous: Følg vejledningen på posen/pakken og smag herefter den lune cous cous til med friskpresset lime-/ eller citronsaft, samt salt, peber og friskhakket persille…