Lækre fuldkorns bagels…
Til 16 stk brugte jeg følgende
- 7 dl. Lunkent vand
- ½ pk. Gær
- 1 dl. Olie
- 1 ½ spsk. Salt
- 1 ½ spsk. Rørsukker
- 300 gr. Rugbrødsblanding
- ca. 750 gr. Hvedemel
- Gryn, korn, frø eller lign. Til at drysse på.
Fremgangsmåde
Gæren opløses i det lune vand.
Tilsæt olie og sukker. Herefter tilsættes salt og rugbrødsblanding. Rør grundigt.
Nu tilsættes hvedemelet lidt af gangen. Endeligt æltes dejen rigtig godt igennem. Jeg æltede i ca. 7 min. på røremaskine.
Alternativt kan man sagtens ælte på bordet ved høj intensitet. Lad dejen hæve ca. 45 min. eller til dobbelt størrelse. Dejen slås ned, æltes igennem og fordeles i 16 lige store stykker, der trilles til boller.
For at få den velkendte ring, stikker man blot pegefingeren ned i midten af bollen og ganske forsigtigt kan man herefter svinge dejen rundt om fingeren, indtil hullet har den ønskede størrelse.
Sæt dine bagels af på en bageplade beklædt med bagepapir og lad dem efterhæve ca. 15 min.
Imens sætter du en kasserolle/ gryde med vand over til kogning. Når vandet er lige under kogepunktet, kommer du en bagel i og lader den koge ca. 30 sek. Vender den og 30 sek. på den anden side. Herefter tages den op og lægges ned i en tallerken med det ønskede drys, tages op, vendes og placeres atter på bagepladen.
Bag i ca. 13 min i en 200 grader forvarmet ovn. Afkøles på rist. Bagels er velegnet til frysning.