Denne ret var en hurtig omgang “hvad køleskabet gemte” men det er bestemt ikke sidste gang jeg laver den 🙂
Til 4 personer brugte jeg følgende
- 500 g. kyllingebryst uden skind
- 400 g. pasta (penne)
- 4 spsk. fajita ell. taco spice mix (havde en blanding stående i skabet, men de kan evt. købes i poser i stor set alle butikker)
- 1 rød peberfrugt
- 1 løg
- 3 fed hvidløg
- 1 ds. hakkede tomater
- ca. 3 dl. hønsebouillon
- 1 dl. fløde
- 1 dl. revet parmesan ell. mozzarella
- evt. lidt tørret chili
- evt. en lille håndfuld friskhakkede kydderurter (fx. timian ell. persille)
- lidt olie og smør til stegning
- salt og peber
Fremgangsmåde
Kyllingebrysterne skæres i mundrette stykker og krydres med spice mix.
Lad dem stå og trække lidt imens løg og hvidløg pilles og peberfrugten vaskes.
Herefter skæres løg og peberfrugt i mindre tern og hvidløgene hakkes fint.
Kyllingen ristes af i en tykbundet gryde i 1/2 olie og 1/2 smør. Når kyllingen er ristet godt af tages den op, grøntsagerne kommes i gryden og sauteres. Tilsæt nu hakkede tomater, hønsebouillon, fløde og pasta. Læg låg på og skru lidt ned for varmen. Lad pastaen simre i 12-14 min. -der må gerne røres indimellem. Når pastaerne er næsten klar, tilsættes kyllingen og retten varmes godt igennem.
Smag til med salt og peber, drys med ost og evt. tørret chili og krydderurter.
Velbekomme.