Til fingrene brugte jeg følgende
- 200 gr. smør (stuetemp.)
- 2 dl. rørsukker
- 1 æg
- 6 dl. mel
- vanillepulver
- en håndfuld halve, smuttede mandler
- lidt hindbærmarmelade
- evt. lidt kakao
Fremgangsmåde
Rør sukker og smør sammen i en skål og tilsæt herefter æg og vanille. Rør igen.
Melet sigtes ned i massen og røres forsigtigt sammen. Ælt dejen til den er smidig og kom den i en pose i køleskabet i et par timer.
Dejen rulles ud til pølser i en passende længde og formes så de ligner lange, knortede fingre. Tryk “fingrene” lidt flade i den ene ende og kom en smule marmelade på, hvorpå du sætter en halv, smuttet mandel. Rids knoerne let med en skarp kniv.
Sæt fingrene på bagepapir og bag i forvarmet ovn ved 190 grader i ca. et kvarter.
Køles af og kan evt. børstes med lidt kakao på knoerne inden servering.